+4531262829 hej@klarparatgolf.dk

Historien om min golftræning starter i 2017 og i forbindelse med min indmeldelse i den lokale golfklub.

Sammen med indmeldelsen fulgte et begynderforløb til, hvad jeg troede var, en pris på 495 kroner, men klubben jagtede nye medlemmer og dertil hørende kontingenter på den lange bane, så derfor var prøvemedlemskabet GRATIS!

Her i 2018 har prøvemedlemskabet også været gratis, så måske er det også tilfældet i 2019, hvem ved?

Anyway…

Første golftræning og udlevering af tutten

Jeg tog til min introdag, som indeholdt en præsentation, udlevering af lidt grej inkl. et par tees og et par golfbolde og ikke mindst det jeg kalder “tutten”.

Tutten er den nøgledims, jeg kan bruge for at få en spand bolde til driving range.

Og med 299 credits oprindeligt har der indtil nu været rigeligt.

Faktisk har jeg her snart 2 sæsoner senere stadig den samme tut.

Jeg mener jeg har omkring 200 credits tilbage.

Nå, men jeg og mine træningskammerater – rookies i forskellige aldre – begav os mod driving range, sammen med klubbens golfpro.

Jeg skulle nu for første gang slå til en golfbold og JEG GLÆDEDE MIG!

En golfpro er i denne sammenhæng en rutineret golfer, der står for træningslektioner i golfklubben.

Jeg kan huske, at det var overskyet, og der kunne godt være faldet en byge, men heldigvis forblev det tørvejr.

Mit første slag

Driving range session med TaylorMade m2 hybrid regularVi begyndte med opvarmning, og dernæst viste træneren de forskellige jern og slag.

Og for lige at understrege det hele, så hakkede han uden besvær et driver slag ud på mindst 250 meter.

Men endelig var det min tur.

Jeg lagde en golfbold på min slagmåtte, stillede mig op og… SLOG ET STORT SLAG I LUFTEN!

Men jeg kunne se at mine holdkammerater ikke far stort bedre, og vi var dermed alle i samme båd, hvilket bare fik mig til at klø på.

Jeg fik da også ramt nogle bolde, enkelte af dem ganske godt endda.

Især var jeg imponeret over en enkelt som – efter nogle trænerjusteringer af fødder, sving og greb på 7-jernet – røg cirka 80 meter derudad og relativt lige.

Første træning vel overstået

Jeg var dermed godt tilfreds, da jeg glad kørte hjem efter endt træning.

Og endda med første underskrift på mit clearingskort.

Clearingskortet er et kort med nogle øvelser du skal gennemgå og disse skal godkendes af en golftræner eller en i klubbens såkaldte begynderudvalg.

Udover slaggodkendelsen som jeg fik efter første lektion bestod kortet af regelundervisning og så det sværeste:

Man skal gå par 3 banen i 48 slag eller færre ikke mindre end tre gange, hvor der er et medlem af begynderudvalget er til stede.

Og så lige til sidst: Clearing på stor bane.

Dette består af 9 huller i det forjættede land aka 18 hullers banen – fra sort tee og sammen med et medlem af begynderudvalget.

6 gratis timers golftræning + ugentlig turnering på par 3 banen

Jeg vidste at det ikke lige ville overstås på 2 uger, så jeg gik i gang med at træne hver torsdag.

De første 6 træningstimer var en del af prøvemedlemskabet, så det var helt perfekt.

Derudover var der begynderturnering på par 3 banen hver mandag eftermiddag, hvor målet jo var 48 slag eller færre.

Desværre fik jeg den der skade relativt tidligt på sæsonen, så jeg måtte holde en del igen, hvilket udskød min clearing til stor bane.

Clearing til stor bane

Men i august var jeg endelig klar til clearing, og jeg var opsat på at lave den bedste clearingsrunde klubben nogensinde havde set.

De ville tale om min clearing i årene efter, tænkte jeg.

Men jeg blev hurtigt en hel del klogere.

Når man skal cleares, så får man point på hvert hul alt efter, hvor godt man klarer sig.

Og på en clearingsrunde skulle jeg have minimum 18 point.

Ikke umuligt, men heller ikke helt nemt, skulle det vise sig.

Jeg startede på hul 1 og fik lynhurtigt respekt for den store bane.

For den er RIGTIG stor, bred og ikke mindst lang.

Hul 1 gav mig 0 point.

Det gjorde hul 2 også, og jeg tænkte at der var lang vej hjem.

Men så fik jeg gode point på både hul 3 og 4 og så gik det straks bedre.

Jeg fik også point på hul 5, 6 og 7 og allerede på hul 8 havde jeg nok point til at have bestået clearing.

Hul 9 – som er det længste hul på banen i Fredericia – kunne jeg dermed gennemføre uden at skulle have point.

Jeg endte med 23 point og dermed kunne jeg få den sidste underskrift på mit kort.

Jeg var eddermame stolt, da jeg kørte hjem og fortalte min kone om resultatet.

Golftræning efter clearing til stor bane

Nu skulle jeg så spille hele efteråret på stor bane og jeg glædede mig.

Men hvis man husker vejret i efteråret 2017 for noget så er det regnvejr.

Faktisk var det så vådt, at der var flere lukkedage på banen allerede i september og jeg fik således ikke spillet så meget som et eneste hul på stor bane efter clearing.

Til gengæld kunne jeg træne på driving range, så det gjorde jeg.

Træning i 2018

Jeg købte adgang til golfsimulatoren i vintermånederne, så jeg kunne slå nogle bolde i off-season.

Jeg uddyber golfsimulatoren og min vintertræning i et andet indlæg snart, men lad mig bare slå fast at det langt fra er det samme som at stå ved tee på en rigtig golfbane.

Jeg var utålmodig efter at komme i gang i 2018, så da driving range endelig åbnede, var jeg der så hurtigt det var mig muligt.

Jeg har slået mange bolde ud på range’n i år, for det er min overbevisning, at det hjælper mig til at skabe en slags muscle memory, hvor kroppen bare ved, hvad den skal gøre ved slag.

Jeg indrømmer dog gerne at jeg ikke har nået sådan et niveau endnu.

Faktisk kan jeg godt tvivle på at jeg nogensinde når det.

Men jeg synes stadig det er sjovt, så jeg fortsætter ufortrødent.

Mit bedste råd ifm. golftræning

Mit bedste råd til dig er at holde fast i slå sessions på driving range, indspilsgreens og også at du øver din putte-træning.

Det har jeg tænkt mig at gøre, for med golf gælder det virkelig at

PRACTICE MAKES PERFECT!

Eller bedre i hvert fald 🙂

Og så skal du selvfølgelig ud og gå nogle runder.

Ingen driving range kan sammenligne sig med det at stå på et tee sted.